Moms ved onlinehandel med skins og coins

Afgørelserne viser, at det kan få store momsmæssige konsekvenser, når der på forskellig vis sælges skins og coins. Senest har en afgørelse fra Landsskatteretten medført en efteropkrævning af moms på lidt over 1,5 mio. kr. ved handel med skins.

Hvad er skins og coins?

Skins kan beskrives som virtuelle genstande, der indeholder elementer som f.eks. en særlig farve, udsmykning til et våben eller påklædning til ens figur, som også kan have en funktion i et spil, f.eks. et nyt våben eller et ekstra liv. Alt dette går under betegnelsen skins. Sådanne skins kan være attraktive for spillere i onlinespil f.eks. Counter Strike. Skins kan her være indeholdt i lukkede kasser, der tildeles som belønning for at spille spillet. Kasserne kan dog oftest kun åbnes mod betaling.

Ved handel med coins kan der f.eks. være tale om en CSGO Empire coin, der er en coin, der kan bruges til enten at indgå væddemål med såsom roulette og “match betting” på hjemmesiden www.CSGOempire.com eller til at købe Counter Strike-skins med.

Der sker i vidt omfang handel med både skins og coins, f.eks. via sociale medier. Selve betalingen kan ske på forskellig vis, herunder ved anvendelse af MobilePay, bankoverførsel, kortbetaling eller ved betaling i kryptovaluta.

 

 

Er privatpersoner momspligtige ved salg af skins og coins?

Privatpersoner er momspligtige ved salg af skins og coins, hvis de driver økonomisk virksomhed. Ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

I et bindende svar fra 2021 fandt Skatterådet, at en onlinespiller (gamer) drev økonomisk virksomhed ved salg af skins og dermed var momspligtig. Der var tale om en onlinespiller, som både købte og solgte skins via Facebook med betaling over MobilePay. Han oplyste, at prisen på de skins, som han handlede med, lå mellem 100 kr. og 20.000 kr. De typiske handler lå i prisniveauet 3-4.000 kr. Han forventede at kunne sælge for omkring 500.000 kr. om året. Der blev i Skatterådets bindende svar som begrundelse for momspligt bl.a. henvist til salgenes omfang og hyppighed.

I den seneste afgørelse fra Landsskatteretten var der tale om en spiller, der i perioden fra 2016 - 2019 gennemførte mere end 6.000 udgående transaktioner ved salg af skins til privatpersoner. Indtægter fra salgene udgjorde 7.760.529 kr. Salgene skete bl.a. via Twitter og Reddit. Landsskatteretten fandt, at spilleren drev økonomisk virksomhed og dermed var momspligtig.

Momsfritagelser

Ved momspligtigt salg af skins og coins vil der som regel være tale om et relativt stort momstilsvar, idet erhvervelsen typisk sker uden moms og dermed ikke berettiger til noget momsfradrag.

Hverken salg af skins eller coins er imidlertid omfattet af momsfritagelsen for finansielle transaktioner. Der bliver her lagt vægt på, at skins og coins ikke kan sidestilles med værdipapirer eller betalingsmidler.

Derimod er f.eks. salg af kryptokunst momsfritaget som kunstnerisk virksomhed. Kryptokunst er digital kunst (digitale billeder), også kendt som NFT’er (non-fungible tokens).

Elektroniske tjenesteydelser

Onlinesalg af skins og coins anses momsmæssigt for at være levering af elektroniske tjenesteydelser. Det betyder, at der ikke skal afregnes udgående dansk moms ved salg af skins og coins til privatpersoner etableret i andre lande.

For så vidt angår salg til privatpersoner i andre EU-lande skal der i stedet afregnes moms i de pågældende lande. Afregningen af moms sker typisk ved anvendelse af den såkaldte One Stop Shop-ordning.

Ved salg til privatpersoner i lande uden for EU afhænger eventuel momsafregning af reglerne i de enkelte lande.

En forudsætning for, at der ikke skal afregnes dansk moms ved salg af skins og coins til privatpersoner etableret i andre lande, er dog, at man kan dokumentere, at personerne rent faktisk er etableret i andre lande end Danmark. Kan man ikke dokumentere dette, risikerer man alligevel at komme til at afregne dansk moms af hele salget.

Et godt råd

Nærværende artikel omhandler alene de momsmæssige regler. Gevinster i forbindelse med handel af skins og coins kan også være skattepligtige. Under alle omstændigheder bør man søge professionel rådgivning.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev